mandag den 15. september 2014

Mit arbejde

Jeg arbejder som privatunderviser hos et bureau.
Det er en branche, der er i stødt stigning i Danmark - både MentorDanmark, Go' Karakter, Lektiekonsulenterne og MyAcademy er relativt nye virksomheder, der alle vokser og vokser. Men med disse nye services vokser også et par myter. Dem vil jeg punktere her og nu.

Er dit arbejde ikke blot at give eleverne høje karakterer? 
Hos mit bureau er der to services - et ugentligt undervisningstilbud samt eksamens- og projektrelaterede klippekortstilbud. Langt de fleste jobs, jeg har og har haft er af de førstnævnte og kun én af mine elever går i gymnasieskolen og modtager egentlige karakterer. Og i den samtale, der altid indleder et undervisningsforløb er en vurdering af elevens evner og indsats. Her kan vi tale om karakterer, men oftest fastsætter vi en række delmål. Typisk er karakteren ikke en del af dette, men jo, selvfølgelig afspejles det i sidste ende af det undervisningssamarbejde, vi indgår. Når det kommer til klippekort afspejles karakteren typisk i højere grad i samarbejdet, der oftest indgås i forbindelse med en 24-timers eksamen. Men det kan man altså ikke undgå, med de eksamensformer vi har i dagens gymnasieskole.

Burde dit arbejde ikke være unødvendigt med den nye folkeskolereform? 
Jo, og så alligevel. Mange af mine elever øver jeg ikke lektier med, men forbereder et yderligere undervisningstilbud, mest fordi eleverne ikke får nok ud af det, de tilbydes i folkeskolen. Jeg synes det er alletiders med de obligatoriske lektiecaféer. Men hvis du gerne vil give en elev bedre selvtillid i f.eks. et sprogfag, er det vigtigt at der ikke blot bruges tid på lektier, men løbende køres dialog, læsning og yderligere forberedelse. Det er vigtigt, at den enkelte elev får mulighed for at udtrykke sig. I en klasserumskultur er det ikke altid en mulighed. Og her kan jeg give et skub.

Skaber dette arbejde ikke ulighed i undervisning? 
Jeg ville ønske, at jeg helt skråsikkert kunne svare "NEJ." Det kan jeg ikke. Vil man gerne have lektiehjælp gennem et bureau, hvorfra der betales skat, er det en økonomisk prioritering.
En del forældre bruger tid med deres børn på lektielæsning. Det er slet ikke alle forældre, der kan favne dette. Jeg hæfter mig ved, at der er en del frivillige tilbud, både fra organisationer og biblioteker. Det er selvfølgelig i en mere lektiecafé-agtig form, men jeg synes det er en god idé. Havde jeg selv tid, ville jeg gerne være frivillig. Og så er der selvfølgelig de nye lektiecaféer i folkeskolen i kraft af den nye reform.

Hvordan forbereder du dig?
Nogle familier har selv forberedt, hvad vi skal lave. Andre familier giver mig mulighed for at tilrettelægge et undervisningsforløb. Det sidste er klart det sjoveste, men også tidsmæssigt udfordrende med studie- og hverdagsliv. Ofte skriver jeg selv undervisningsmateriale, men der findes også en del undervisningsdatabaser, med opgaver og lektier, som jeg anvender, selvfølgelig med gennemlæsning og vurdering af niveau ift. den pågældende elev.